Noget om at drømme …

På et eller andet tidspunkt i mit voksne liv, gik det op for mig, at jeg burde stoppe med at drømme så meget og leve lidt mere i nuet. I mine ungdomsår drømte jeg vildt og voldsomt og havde en idé om at verden lå for mine fødder. Det gjorde den for så vidt også indtil den sommer, hvor jeg fyldte19 og en læge i Spanien fandt ud af, at jeg var alvorligt syg og måtte sendes hjem til Danmark hurtigst muligt for at blive hasteopereret i hjertet. 

Da det skete, var jeg på daværende tidspunkt meget aktiv i en NGO med hovedsæde i Amsterdam og rejste Europa tyndt, mens jeg kæmpede for skoleelevers rettigheder på Europæisk plan. Det var et spændende arbejde og jeg oplevede bla at blive tilbudt forskellige attraktive jobs i den henseende. Mens jeg var på sprogkursus i spanien – betalt af EU som et frynsegode i forbindelse med mit arbejde, tænkte jeg så over, hvilket et af disse tilbud jeg skulle tage i mod. Der var frit valg på alle hylder og jeg var flyvende. Indtil nemesis ramte og sendte mig på hospitalet i Danmark uden mulighed for at have et valg. Dengang var jeg ikke så taknemmelig for dén drejning i min livsbane, som jeg er i dag. Men meget vand er løbet under broen og når man selv har børn, forstår man ligesom det der med “dødeligheden” og alvoren en lille smule bedre. 

I kølvandet på min operation i ungdomsårene, skete der en hel del med mit livssyn og for en stund drømte jeg ikke nær s¨å vidt og bredt som før. Jeg havde mere travlt med at finde mit ståsted igen. Efter nogle år begyndte jeg dog at drømme igen. Min udlængsel tog igen fat i mig og jeg havnede igen igen – i Spanien. Der var ligesom noget jeg ikke var blevet færdig med. Det har der været med dette land i flere omgange og af mange rationelle grunde, har det været frem og tilbage mellem Danmark og Spanien med korte og lange perioder mellem mine ophold.

Den sidste periode – hvor min mand og jeg rejste sammen til Danmark i 2004 og bosatte os dér, havde vi jo den der drøm om at vi skulle tilbage. Den levede i bedste velgående og på et eller andet tidspunkt opdagede jeg, at jeg hele tiden holdt min distance til livet rundt om mig, fordi vi jo skulle tilbage. Det kom vi bare ikke. Drømmen blev til en kæmpe frustration og en utopisk selvfortælling, jeg tilsidst blev så træt af at høre mig selv berette om. Indtil jeg en dag opdagede, at jeg gik rundt og var så forbandet mellemfornøjet med mit liv, at jeg ikke kunne holde mig selv ud længere.

Så valgte jeg en anden tilgang og skrev en seddel, hvor jeg i punktform noterede de ting, der skulle til for at jeg kunne være glad og tilfreds dér, hvor vi var på daværende tidspunkt; I provinsen med fuldtidsarbejde og 2 børn. Mentalt måtte jeg lægge “drømmen”, om at komme væk, på hylden og være mere tilstede i mit liv.  

Den strategi indebar blandt andet, at jeg aktivt måtte lave nogle prioriteringer og se på mine muligheder i stedet for at sumpe rundt i mine begrænsninger. Det var rigtig rigtig svært. Men set i bagklogskabens lys, handler det måske slet ikke så meget om at drømme. Men mest om at leve det liv, man synes man mest fortjener, mens man kaster rationaliterne og dertilhørende angst over bord og prøver sig frem for at se om det brister eller bærer. 

Gad vide om jeg også står ved ovenstående ord om en måned, når vi er landet i Danmark og pengekassen er tom og jeg ikke har et job at vende tilbage til? 

La familia

I går var jeg – af mærkelige årsager – blevet inviteret med til at fejre en butiksåbning i Granada. Jeg vidste ikke helt om jeg egentlig skulle tage afsted. Det der i første omgang holdte mig tilbage, var at jeg ikke kendte et levende øje og selvom jeg godt nok har haft en del kontakt med ejerne af butikken, er vores kendskab til hinanden stadig ret perifært. At troppe op – ene mand til sådan en omgang – “guderne skal vide hvad” – krævede altså at samle en hel del mod.

Mod som jeg ikke helt vidste, om jeg havde. MEN jeg havde lyst til at komme ud. Lyst til at tage migselv i nakken og komme afsted. Lyst til at se, hvordan det ville gå.

I mit baghoved måtte jeg slås med en lille usikker mig, der ikke helt vidste om jeg nu også ville passe ind i et klientel, som helt sikkert ville være så uendeligt spansk som det overhovedet kunne blive.

Afsted kom jeg dog. Med en hjemmegjort pakke under armen og en påtaget fanden-i-voldskhed, jeg endnu ikke helt besad, landede jeg altså midt i en stopfyldt butik af megastor familie og vennekreds. Dem der ikke var plads til inde i butikken stod og hyggede sig i den lune aftenluft ude på gaden. Stemningen var høj! Jeg blev mødt af smilende mennesker og et varmt klem fra den ene af ejerne, som med et fast tag i hånden præsenterede mig for de 5 nærmeste mennesker.

Ganske overvældende – varm – velkomst. Herefter sørgede hun for at der var et menneske, der tog sig godt af mig og fik mig til at føle mig velkommen. OG sådan gik det til at jeg i en time gik på omgang, glemte alt om usikkerhed og blev præsenteret for (næsten alle). Jeg har faktisk aldrig – i hele mit liv – oplevet, at der var nogen, der på den måde tog sig “af mig” og mit velbefindende. Sørgede for at præsentere mig videre i inderkredsen, som havde jeg en status af andet en storsnakkende 3-børns mor fra Danmark.

Sidst på aftenen skulle butikken lukke og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Går man hjem? Hvor skulle de andre hen? Kan man følge efter? Bør man? Jeg var fuld af spørgsmål, som jeg ikke helt formåede at stille. Så jeg stillede mig afventende hen til buffeen og stod lidt der og så travl ud i 5 min, inden der kom en søster til en eller anden og beslutsomt tog mig under armen og proklamerede at jeg jo selvfølgelig skulle med “La familia”.  På en Plaza i nærheden blev jeg så smidt på en stol, givet en drink og morede mig indtil baren lukkede 3 timer senere, sammen med min nye familia, som så behørigt adopterede mig på stedet.

Mit hjerte løber over af taknemmelighed og ren og skær forundring over, hvorfor vi ikke gør sådan i Danmark. Sørger noget mere for hinanden – de fremmede? Tager et ansvar for dem, der trænger til at blive taget lidt i hånden? Bruger en lille smule velvilje og tid på at gøre noget for nogle “af de fremmede” vi møder i vores dagligdag. Deler lidt mere ud af os selv?

Følelsen af at blive lukket ind og accepteret på tværs af kulturelle og sproglige barrierer er altafgørende for “integrationen”. Ydmyghed og taknemmelighed kører man langt på literen på!

 

Lister – og noget om “tage pulsen på sit liv”

Jeg er en list-o-man! (hvis der da findes sådan en slags?) Jeg elsker lister. I alle afskygninger. Mest af alt skriver jeg huskelister. I dag sad jeg og kiggede igennem de 4 forskellige notesbøger, jeg har formået at få startet på, mens vi har været i Spanien og det er slående, hvor anderledes mit liv er i Spanien.

Tidligere – mens jeg arbejdede på skolen – skrev jeg mest af alt alenlange lister over de 117 forskellige ting, jeg som lærer, skulle huske. Disse lister indeholdt ofte mange punkter med kontakt til forældre og andre lærere, og det optog en stor del af min dagligdag, at komme til bunds i jobmæssige gøremål. 

En anden slags lister – var ønskelister. Ikke den slags med ting, jeg ønskede til mig selv – men ønsker, der handlede om projekter, jeg godt kunne tænke mig at lave i fremtiden. Ideerne var mange, men tiden til at udføre dem, var mangelfuld. Det syntes jeg var frustrende og for at få en lille smule forløsning for krea-manien, var min skoletaske altid pakket med enten et strikketøj eller et hækleprojekt. Så kunne jeg lige lave lidt i et frikvarter, hvis ikke jeg havde gårdvagt.

Den første slags liste er helt ude af mit liv for tiden – og det er en lettelse, for det ender med at blive et åg, når man altid SKAL noget inden man kan overgive sig til sin lyst.

Den anden slags lever stadig i bedste velgående, men jeg reagerer ikke længere med frustration, når jeg kigger på dem. I stedet har jeg nået til et sted i mit liv, hvor jeg glæder mig over, at der ligger så mange spændende ting og venter på mig ude i horisonten. 

Og det er ikke fordi jeg har fået mere tid i hverdagen – men min orlov har givet mig “lov” til at bruge  de fleste af timerne om aftenen på det, jeg har lyst til. 

fx. fik jeg lyst til at udfylde denne liste – inspireret af Pip på bloggen Meet me at Mikes. Hun kalder det “taking stock”. Jeg har valgt at “tage pulsen på mit liv” lige nu:

Laver: strikker på et nyt mønster, jeg er ved at skrive. 

Drikker: en øl lige nu, men ellers drikker jeg mest vand, for det er stadig varmt i Spanien.

Læser: Kristin Lavransdatter af Sigrid Undset på min Kindle. Den havde jeg aldrig fået læst, men længe tænkt at jeg skulle læse en dag. Jeg læser den dog på engelsk for oversætteren, der oversatte den udgave jeg er i gang med, har fået flere priser for netop denne oversættelse.

Ønsker: en der kommer og gør rent.

Ser: på mine to drenge i sofaen, der sidder og ser en film inden de skal i seng. 

Spilder: nogen gange tiden med at vente på at Spanien holder op med at holde Siesta.

Ordner: alt for meget vasketøj

Bestemmer: mig for at bruge tiden på min familie.

Nyder: at sommeren varer ved, fordi vi er i Spanien. Jeg er meget mere til sommer end vinter. 

Venter: På at høre nyt fra et forlag. 

Elsker: at livet i Spanien leves mere udenfor end i Danmark.

Under mig over: At der er så mange hundelorte på gaden i Spanien. 

Grubler over: Hvordan jeg gør børnene bedre rustede til at klare sprogbarriererne

Ser: slet ikke fjernsyn eller film lige for tiden. 

Håber: at vores mindste datter stadig husker min mor, når hun ser hende igen om et par måneder. 

Overraskes over: Hvor mange søde mennesker, jeg har i mit liv. 

Forundres over: Hvor kort tid det faktisk tog at tage os selv i nakken og komme afsted. 

Behøver: ikke mere end det jeg har. 

Lugter: til jasminen udenfor vores vindue. 

Bærer (tøj): sandaler, shorts og en t-shirt

Følger: en masse gode blogs og IG’ere

Finder ud af: at jeg burde få styr på det skred jeg fik i hoften, da jeg fødte, så jeg kan komme igang med at løbe igen. 

Ved: at jeg får det gjort en dag. 

Tænker: at jeg er på rette vej, men skal lade være med at tænke for meget, for den økonomiske ustabilitet gør mig lidt panikken. 

Bruger penge på: garn og notesbøger

Griner ad: mine børn, som på mange måder er så sjove. Især den mindste, som er ved at få tænder og nogle gange opfører sig som en hund med rabies. Sidst bed hun vores mellemste søn i næsen. 

Græder over: heldigvis ikke så meget, men sidst jeg græd var det over en læges beretning fra krigen i Syrien. Mine tårer begyndte at falde, da han berettede om en pige på 2, der kun overlevede, fordi hendes søster, der bar hende i armene, blev ramt af kuglen i stedet. Sådan noget går rent ind og jeg har INTET filter. Jeg synes, det er så uendeligt meningsløst. 

 

Nedslag i hverdagen

Vores hverdag i Spanien er noget anderledes, end den var derhjemme. For hjemme i Danmark var hverdagen skrevet ind i vores familiekalender for at holde nogenlunde styr på 5 familiemedlemmers forskellige gøremål. Inden jeg gik på barsel sidste år stressede det mig helt enormt bare at komme i nærheden af vores familiekalender og min sociale overlevelsesstrategi, var noget i nærheden af: kom hvis du eller dine børn har lyst. Vi er næsten helt sikkert hjemme. Jeg undgik mildest talt alt der mindede om planlægning og organisering. Det fik jeg så rigeligt af på mit arbejde som skolelærer og jeg havde et kæmpe behov for ikke at skulle leve mit familieliv i evig skemalægning og vikardækning pga uforset sygdom med mere. SÅ gik jeg på barsel – sidste år ved sommerferietid og gik helt ned i gear. 

Det var så sundt, for utilstrækkelighedsfølelsen – den arbejdsmæssige – lå og lurede lige i overfladen og barslen fik mig til at stoppe lidt op og mærke efter. Både i forhold til mig selv, men også i forhold til min familie. Kort fortalt endte det med at jeg søgte om et års ubetalt orlov og at min mand og jeg bestemte os for at bruge vores sparepenge på at tage til Spanien i 4 måneder. 

Nu sidder vi så her – i vores nye hverdag – der byder på så meget nyt, men også har fundet sin egen rytme. Den ser nogenlunde sådan ud:

kl. 8.00 – huset vågner. Jeg starter som regel dagen med en kop kaffe og en tur oppe på tagterassen, hvor jeg har en fantastisk udsigt over byen. Vores drenge på 5 og 7 leger sammen og vores pige, der lige er fyldt et år, nuller rundt – indtil morgenmaden er klar.

kl. 9.30-10.00 Hjemmeskolen starter. Normalt starter vi hjemmeskolen med morgensang, for at holde lidt fast i nogle af de rutiner, drengene normalt har i skolen. Det er hyggeligt og den lille synes, at det er sjovt at være med til at synge. Derefter taler vi om, hvad dagen skal indeholde. Begge drenge har nogle skolebøger med til Dansk og Matematik og det laver de hver dag i intervaller, der passer ind i den mindstes rytme. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det blev nødt til at være på hendes præmisser, for hun er ikke en særlig god undervisningsassistent. Drengene syntes heldigvis at det er ok. Hjemmeskolen forsætter for deres vedkommende normalt indtil kl. 17.00, fordi der er så mange afbræk. 

kl. 11 holder vi en længere pause, for den lille skal sove. Her får jeg normalvis en halv times tid til at vegetere.

kl. 12-13 spiser vi fælles frokost. Nogle gange tager jeg alle 3 børn med ud i byen og laver hjemmeundervisning, der har et bestemt fokus, som dækker nogle af de andre fag. I dag handlede det om stjerner og planeter, fordi drengene havde lagt mærke til at man kan se månen engang i mellem om dagen. En af fordelene ved hjemmeskole er helt sikkert at vi kan snakke os ind på et emne, der både er relevant og interesserer dem – samtidig med at det tager udgangspunkt i en læringslyst, der desværre ikke altid er så nem at få plads til i skolen. For mit eget vedkommende har jeg fundet ud af at jeg først rigtigt er ved at lære mine børn rigtig at kende. Det har været lidt vemodigt at indrømme, at jeg faktisk ikke – i vores gamle hverdag – levnede så meget plads til deres hoveder og de tanker, der var inden i dem. 

kl.14-17/18 – Spanien holder Siesta. ALT lukker og slukker. Det gør vi ikke helt, men vi er for det meste hjemme igen ved 15 tiden, hvor det passer med at den lille ofte tager lur nummer to. Mandag og onsdag går drengene til fodbold, men når der ikke er fodbold, er det normalvis tid til et mellemmåltid ved en 17.30 tiden. 

kl. 19.00 børn og forældre samles oppe ved parken. Jeg tager ofte drengene med ud, så de kan lege med de få kammerater, det på trods af deres manglende spanskkundskaber, er lykkedes dem at få. Jeg nyder at sidde sammen med de andre forældre og sludre, mens børnene leger. Mens vi er ude er min mand hjemme med den lille som han bader og gør klar til at putte, en halv times tid efter vi kommer hjem. Det er også ham, der sørger for maden. 

20.30 – Vi spiser aftensmad. Den lille er klar til at komme i seng lige her omkring, men hun plejer for det meste at være med til at spise, hvis hun ellers har sovet sine to lure. Indtil sengetid er der bad og leg for drengene. 

22.00 drengene ligger i deres seng og er klar til natten. Det er næsten altid min mand, der putter drengene og jeg starter ofte med at arbejde på dette tidspunkt. Hvis jeg er heldig og ellers har sovet ordentligt om natten, har jeg nu 2 -3 timer, hvor jeg ikke bliver forstyrret og enten kan arbejde med de oversættelser, jeg har får ind, ellers skriver jeg videre på en ide til en ny bog, som jeg håber mit forlag vil udgive. 

Jeg går i seng mellem kl. midnat og 01. Det er lidt underligt at være så sent oppe, men hele familiens døgndrift måtte rykkes et par timer for at passe ind i det spanske og det fungerer faktisk ganske glimrende. 

De små ting …

Vi er i Spanien, familien og jeg. Det er blevet hverdag – og selv om det er årets første efterårsmåned, er det stadig omkring de 25 – 30 grader.  Ikke den store grund til at skrive meget mere om det, når vejret derhjemme er vådt og temperaturen omkring de 13 grader. 

Inden vi tog afsted, havde jeg en forestilling om at jeg ville få masser af tid til at blogge, strikke/hækle, skrive på en ny bog og vegetere eller chille om man vil. Men ingen træer gror ind i himlen – så det er der ikke så meget af.

Inden vi tog afsted, havde jeg altså en noget naiv forestilling om Spanien som et sted, hvor JEG ville få mere tid til mig. Sådan blev det ikke! Alligevel havde jeg IKKE forestillet mig, at jeg:

– skulle bruge den 3 første uger på at ville hjem igen.

– skulle bruge tid på seriøst at overveje min families fremtid, fordi jeg pludselig sad og ikke kunne finde ud af, hvorfor jeg var så ulykkelig. 

– skulle pille alle mine ambitioner om hjemmeskole fra hinanden og langsomt stykke dem sammen igen, fordi mine “elever” græd som piskede hver dag i to uger, når mor trådte ind i hjemmeskolelærerrollen og prøvede at jonglere det hele med en undervisningsassistent på 1 år, som IKKE helt var med på det første hjemmeskolekoncept. (Hun var ligesom ikke den eneste).

– Skulle føle mig så afmægtig, at jeg bad min mand om lov til at rejse hjem uden ham, hvis min afmægtighed fortsatte. 

MEN …

Det gjorde den heldigvis ikke! 

Jeg ved ikke HVAD, der skete, men lige så stille – skridt for skridt – har vi fundet en dagligdag, vi alle er glade for. 

For børnenes vedkommende drejer det sig om at have fået nogle nye bekendskaber, som de om aftenen kan lege med, når forældre og børn ved en 18-19 tiden strømmer ud af deres huse og samles ved parken. Vi har flyttet vores aftensmadstidpunkt og spiser nu, ligesom de gør her, efter man har været ude at lege. 

For vores to store børn er deres trivsel helt proportionel med deres følelse af at have kontakt med andre børn. Der er selvfølgelig en del sprogbarrierer, men den ene taler fodboldsk (og det rækker langt) og den anden er god til at kravle i træer, med en af de andre drenge. 

For mit vedkommende drejer det sig om at være i kontakt med omverdenen. Ikke blot den store vide verden (fordi vi har fået internet) men også den nære verden. Mødet med de andre forældre om aftenen, når børnene leger. Relationer med familier som vores (og dem er der faktisk en del af) og ikke mindst ideen om at lave en Stitch’n bitch gruppe i byen. Jeg tænker at jeg tog ja-hatten på (ikke særlig bevidst) og begyndte at spørge rundt. Snakkede med alle og enhver, der på en eller anden måde ville kunne tænke at kunne hjælpe. Jeg spurgte ind til deres netværk. Opførte mig nok en smule desperat – men det har givet pote og folk (alle) har været så søde til at hjælpe. Min telefonbog er fyldt op med nye numre og selv om jeg ikke har brugt dem alle endnu, er der blevet foretaget mange opkald, hvor jeg har haft en knude i maven inden. Det er svært at udstille sine svagheder. At bede om hjælp. At være afhængig af andre mennesker. At forcere relationer. MEN det er endnu sværere at være alene. At se sine børn uden relationer og vide at det bliver ved, hvis ikke man aktivt gør noget. 

Dén aktive indstilling har båret frugt. Vi er glade. Drengene taler meget om deres nye “venner” og deres glæde over at være her. Savnet af det derhjemme er blevet mindre. Som familie er vi blevet tættere. Jeg – især – oplever, at min tilstedeværelse er blevet mere fokuseret og jeg elsker, at hjemmeskole ikke nødvendigvis handler om at udfylde bøger og hæfter. Men at tage kreativiteten og SAMTALEN i hånden og drage ud i verden med mine børn, mens vi sanser og leger. Det har der været alt for lidt af at tidligere og jeg sætter så uendelig stor pris på at have kastet mig og min familie ud på de tusind favne dybt vand og fundet ud af vi faktisk flyder ovenpå – og at jeg ikke behøver mere tid til mig selv. Men faktisk er allermest lykkelig lige nu, hvor jeg har mindre end tidligere, men er ved at lære mine børn rigtigt at kende. 

 

Cirkusfamilien rykker sydpå

Om 17 dage flytter cirkusfamilien 4 måneder til Spanien.

Det har taget flere måneder at nå til beslutningen om at GØRE det. Der er alt muligt praktisk involveret, når man sådan går med en drøm om at pakke familien sammen og flytte ud af hverdagen og ind i en anden slags hverdag.

Først var der hele diskussionen om, hvor vi skulle hen. Jeg ville gerne til Vietnam, for jeg har aldrig rejst i østen og Vietnam var det land jeg umiddelbart – bare gerne ville til. Min mand synes ikke lige at han kunne overskue at have en baby med i rygsækken. Den tanke havde jeg ikke engang overvejet – jeg sad bare med min urationelle impulser, der bare ville til Vietnam. Min mand ville dog gerne væk og da vi stadig har nogle rødder i Spanien og min mand på sigt gerne vil flytte tilbage, blev det dér den diskussion landede.

Så langt så godt. Så var der spørgsmålet om, hvor længe – det var egentlig nemt at besvare: for lidt over 3 ugers ferie og 3 måneders dagpenge, der kan tages med til et andet EU land, hvis man søger arbejde, gav ligesom sig selv. Det var nemt nok for mig, for på daværende tidspunkt havde jeg forlænget min barsel med 14 uger og kunne sagtens rykke rundt, hvor det passede mig. Jeg havde endda tidligere fået udbetalt min efterløn og øremærket dem til samme formål, så pengene var der ikke det store spørgsmål ift.

MEN når det så er sagt, så kom spørgsmålene om drengenes skolegang, kammerater og deres hverdag ind over. Det snakkede vi også længe om, indtil vi blev enige om at de skulle hjemmeskoles af mig i de 4 måneder. Som lærer kunne jeg jo nok finde ud af det (GISP)! Kammeraterne og hverdagen som de elsker, må de lære at undvære – og vi kommer jo tilbage. (siger vi til os selv, når tvivlen kommer os tilgode).

Og nu er vi så næsten på vej og der hersker kaos. Vi forsøger at få set så mange mennesker som muligt – både for vores og vores børns skyld, samtidig med at vi (jeg) har daglige mailkorrespondancer med den ejendomsmægler, der skal sørge for at vi kan leje det hus vi har udset os.

Vi krydser fingre, for vi er på ukendt farvand. Jeg taler stadig en smule spansk, men kommer også til kort, når vi skal forhandle salær for leje af hus og så videre og så videre. Og ligenu venter vi på at hun (vores ejendomsmægler) får f….. ud og sender os en kontrakt, så vi snart kan puste ud og begynde at gøre klar til afrejse uden at bekymre os om taget over hovedet. Mañana Mañana – er der endnu en dag er også en af de ting, vi siger til os selv, mens vi navigerer rundt i umiddelbart kaos og kigger på vores børn, der heldigvis ikke lader sig mærke med det store. Det er vigtigere for dem, at vi skal i Legoland i morgen.

Heldigvis!

Kender du typen? #dag 3

Jeg ville gerne være sådan én mor, der fik lavet en megasej (det ord har jeg helt sikkert lært af mine børn) barnets bog til alle mine børn. Jeg kan ikke lige finde de rette argumenter for grunden til det, men det ville jeg bare. Måske fordi det repræsenterer overskud og alt det dér mor-noget, jeg aldrig rigtig har fået helt styr på.

I mangel på bedre har jeg et sindrigt system af lapper, som jeg spreder ligeså ihærdigt som mælkebøtterne spreder deres frø i vores have. Det sker således at jeg nogle gange falder over noget af det jeg trods alt har fået skrevet ned om mine børn. Og da vi taler engelsk i huset er notaterne altså også et virvar af dansk og engelsk – alt efter om min mand har været med i samtalen eller ej. Følgende notater er lavet en dag ved midddagsbordet for ca. et halvt år siden.

Søn på 5 år:

My hero: Wrecking Ball (der er en der elsker sine  Skylanders)

My favorite thing in nursery: Morning gymnastics

Agent name: Green bird or Yellow monkey (yndlingsfarve og yndlingsdyr)

Favorite thing on TV: Grandad in my pocket and Monster allergi

Favorite Music: Gangnam style (åh, jeg håber han har glemt den om et stykke tid) og Tid tilbage med Shaka Loveless

What I want to become when I am a grown up: Professional swimmer

Vores store dreng på 7:

My hero: Spiderman og Joe Cole og Dr. Who og Messi og alle fodboldspillere i hele verden

My favorite subject in school: PE (gymnastik) But actually I have 7 favorite subjects can I mention them all (en eller anden sagde nej, for der var næsten ikke mere plads på papireret. Note to self: lidt mere ja, lidt mindre nej)

Agent name: Purple monkey (vi opererer ikke med pigefarver og drengefarver her!)

Favorite TV show: Dr. Who

Music: Gangnam style, Tomgang, Tid tilbage (yep, han elsker også Shaka Loveless)

Yndlingsinstrument: Rock guitar og trommer (tror far har forladt stuen for nu bliver det hele skrevet ned på dansk)

As a grown up I want to become: Teacher – professional footballer

Favorite fruit: Mango, pineapple and watermelon

Muttifis: – aka moren her:

Personer jeg ser op til: Yoko Ono og Banksy og Nelson Mandela

MIne favoritfag i skolen: (dengang for længe siden) Geografi og Biologi

Agentnavn: Pink Horse

Yndlingsfilm: Farven Lilla

Det eneste vi kunne lokke ud af far var hans agentnavn: Orange Octopus

Hvordan ville sådan en liste mon se ud i jeres hus?