KontaktKUNST

Photo 28-02-13 20.16.26

 

Vi har stillet et hold. Veninden og jeg. Det her lidt ude i hampen men det giver sommerfugle i maven. Det er DR’s kunstklub, der har fundet på det. Kontaktkunst. Jeg kan ikke helt forklare, hvad det er – sådan vupti – men det bliver sjovt, og det indbefatter andre mennesker.

Sådan noget kan jeg godt lide. Og veninden har altid ja-hatten på og lyst til eventyr. Det er heldigt, for det bringer os ud af vores faste rammer. Vores mænd synes vi er tossede. Vores børn synes vi er sjove. De kan også godt lide eventyr.

I morgen kommer den første udfordring. Jeg kan næsten ikke vente.

Provinslove

Jeg ved ikke om det er her, jeg bliver. Hverken her på bloggen eller her i byen.

Bloggen er ny. Første indlæg lige nu. Byen er gammel. Vi har været her i 5 år. Min mand og jeg – og vores børn. Vores første havde lige et par år i en endnu mindre by, inden vi købte hus her. Nummer to’eren var præcis 14 dage gammel, da vi flyttede ind og nummer 3 har nu 6 måneder på bagen i huset. Vores Rønne. Inkarnationen af et hjem med manglende perfektioner. Vi har ingen glansbilleder. Det er råt for usødet. Det er uprætentiøst, men helt perfekt til at leve i. Vi har et levehjem – på godt og ondt.

Hvorfor havnede vi her?

De to første år vi boede her var svaret simpelt. Det var det eneste sted vi havde råd til at købe et hus, der opfyldte vores behov for:

– en lille have, der ikke krævede for meget “arbejde”

– tæt på centrum og bus/tog forbindelser væk herfra.

– nok værelser til at bonusbørn kunne få deres egne værelser, når de flyver ind fra London.

– muligheder for at arbejde på skoler med et større kulturel og sprolig spredning i klientellet, end den første provinsby vi havnede i.

Jeg ved ikke helt, hvad vi havde tænkt os, men behovet for at komme væk fra lillebyen med de 15.000 indbyggere var stor. Min mand ville til København, men jeg ville være i nærheden af min familie. Det var ham, der gik på kompromis. Det har det faktisk været lige så længe, som vi har boet her.

Hvis han kunne vælge, boede vi i Spanien igen. Det var dér, vi boede, da vi mødte hinanden for 9 et halvt år siden. LANG historie. Længslen efter at komme tilbage sidder der stadig. Hans holdning til dansk kultur og dansken er ikke så positiv. Det er han til gengæld med hensyn til så meget andet. Bl.a at vi har glade børn og mange goder. “Faldet til” – det er han tilgengæld aldrig.

Men det er her vi er. Det rene cirkus. 3 børn – nogle gange 5 (fra 6 måneder til 20 år) – en skolelærermor (der også slår folderne som oversætter og lærerbogsforfatter) og en computerprogrammør, med helt vildt meget hjerterum og kærlighed. Det er os  med provinslove. Kort fortalt. OS.

Provinslove:

– som i kærlighed i provinsen.

Provinslove:

– som i alle de uskrevne regler ligusterfascisterne har bestemt.

Får du aldrig lyst til at gøre oprør i provinsen?