Kender du typen? #dag 3

Jeg ville gerne være sådan én mor, der fik lavet en megasej (det ord har jeg helt sikkert lært af mine børn) barnets bog til alle mine børn. Jeg kan ikke lige finde de rette argumenter for grunden til det, men det ville jeg bare. Måske fordi det repræsenterer overskud og alt det dér mor-noget, jeg aldrig rigtig har fået helt styr på.

I mangel på bedre har jeg et sindrigt system af lapper, som jeg spreder ligeså ihærdigt som mælkebøtterne spreder deres frø i vores have. Det sker således at jeg nogle gange falder over noget af det jeg trods alt har fået skrevet ned om mine børn. Og da vi taler engelsk i huset er notaterne altså også et virvar af dansk og engelsk – alt efter om min mand har været med i samtalen eller ej. Følgende notater er lavet en dag ved midddagsbordet for ca. et halvt år siden.

Søn på 5 år:

My hero: Wrecking Ball (der er en der elsker sine  Skylanders)

My favorite thing in nursery: Morning gymnastics

Agent name: Green bird or Yellow monkey (yndlingsfarve og yndlingsdyr)

Favorite thing on TV: Grandad in my pocket and Monster allergi

Favorite Music: Gangnam style (åh, jeg håber han har glemt den om et stykke tid) og Tid tilbage med Shaka Loveless

What I want to become when I am a grown up: Professional swimmer

Vores store dreng på 7:

My hero: Spiderman og Joe Cole og Dr. Who og Messi og alle fodboldspillere i hele verden

My favorite subject in school: PE (gymnastik) But actually I have 7 favorite subjects can I mention them all (en eller anden sagde nej, for der var næsten ikke mere plads på papireret. Note to self: lidt mere ja, lidt mindre nej)

Agent name: Purple monkey (vi opererer ikke med pigefarver og drengefarver her!)

Favorite TV show: Dr. Who

Music: Gangnam style, Tomgang, Tid tilbage (yep, han elsker også Shaka Loveless)

Yndlingsinstrument: Rock guitar og trommer (tror far har forladt stuen for nu bliver det hele skrevet ned på dansk)

As a grown up I want to become: Teacher – professional footballer

Favorite fruit: Mango, pineapple and watermelon

Muttifis: – aka moren her:

Personer jeg ser op til: Yoko Ono og Banksy og Nelson Mandela

MIne favoritfag i skolen: (dengang for længe siden) Geografi og Biologi

Agentnavn: Pink Horse

Yndlingsfilm: Farven Lilla

Det eneste vi kunne lokke ud af far var hans agentnavn: Orange Octopus

Hvordan ville sådan en liste mon se ud i jeres hus?

Reklamer

Dag 1 – vis mig dit køkkenbord

Min mand, svigermor og vores to drenge er taget til Legoland. Jeg har kysset to Star Wars figurer farvel og vores mindste sover (indtil videre) i sin barnevogn. Jeg har alenetid. Barn nummer 3 har endelig fået mine øjne op for, at der må prioriteres. Jeg kunne bruge min tid på bjergene af vasketøj eller et køkkenbord, der ser ud som om det er eksploderet. Men jeg vil hellere bruge min tid på – Mig. Kender du skismaet? At lade stå til og skabe sin oase, mens alt det andet bliver, hvor det er?

Jeg har en kollega, som er så ordentlig, at det gør ondt. I virkeligheden ville jeg nok gerne være ligeså ordentlig – men i bund og grund, vil jeg hellere alt muligt andet, når jeg står og skal vælge, hvad mindstens sovetid skal bruges til. Her sidder jeg så i vores levehjem og tænker at livet er rart og at der er en tid til alting. Jeg har måttet lære mig selv, at det er sådan det er her. At min grænse går ved madrester på gulvet og ulækre toiletter. At mine børn ikke skal være et billede på vores præstationsræs, men altid skal have rent tøj på. At jeg vil bruge min tid på at være kreativ og at det er det indre, der til hver en tid, har den største værdi. Værdidebat kogt ned til et køkkenbord og et rodet hjem. Er det i virkeligheden så simpelt? Eller handler det om, at vi som mennesker til stadighed må kæmpe for at skabe vores eget rum, hvor der er plads til andet end glansbilledeversionen på instagram og andre sociale medier?

Mit eksploderede køkkenbord kommer hverken på instagram eller fjæsen. Instagram bruger jeg til “hej, se hvad jeg har lavet” – ren præstationsrus og jagt på krea-inspiration. Facebook overvejer jeg at lukke ned for, men ender altid med at laden stå til, fordi der alligevel er så mange jeg er bange for at miste kontakten helt med. Og mine “venner” har nok ikke den store interesse i at se mit køkkenbord. De rigtige af slagsen ved alligevel godt at det er sådan her ser ud. Alle de andre ved det næppe og jeg har ikke noget ønske om at delagtiggøre dem i det. Også selvom at det viser et meget godt billede af os – som familie. Køkkenbordet sladrer.

Fra den ene ende til den anden fortæller det historien om os. Længst væk står to frugtskåle for vi spiser meget frugt og grønt. Ved siden af står resten af rødvinen, vi brugte til Tinto de verano i går aftes, da børnene sov. Morgenes thekopper og havregrødsefterladenskaber optager også en del plads, sammen med en sutteflaske den mindste fik, mens mine bryster og jeg indtog rollen som fodboldmor for vores ældste dreng. Der står også en vodkaflaske med mormors hjemmelavede saft. (min mor er glad for genbrug selv om hun ikke selv drikker alkohol). Slutteligt hvisker køkkenbordet at vi også har kat. Den er et kapitel for sig selv, men den er vores – og bliver nogle gange sulten. Fik jeg nævnt at køkkenet er min mands domæne? Det er ham der laver mad – altid. Faktisk tror mine store drenge ikke helt på at jeg kan – altså lave mad. Det irreterer mig nogle gange, men jeg er mest lettet over at min mand gør det og den taknemmelighed fylder mere end min egen lyst til at bevise overfor børnene, at jeg også godt kan.