Noget om at drømme …

På et eller andet tidspunkt i mit voksne liv, gik det op for mig, at jeg burde stoppe med at drømme så meget og leve lidt mere i nuet. I mine ungdomsår drømte jeg vildt og voldsomt og havde en idé om at verden lå for mine fødder. Det gjorde den for så vidt også indtil den sommer, hvor jeg fyldte19 og en læge i Spanien fandt ud af, at jeg var alvorligt syg og måtte sendes hjem til Danmark hurtigst muligt for at blive hasteopereret i hjertet. 

Da det skete, var jeg på daværende tidspunkt meget aktiv i en NGO med hovedsæde i Amsterdam og rejste Europa tyndt, mens jeg kæmpede for skoleelevers rettigheder på Europæisk plan. Det var et spændende arbejde og jeg oplevede bla at blive tilbudt forskellige attraktive jobs i den henseende. Mens jeg var på sprogkursus i spanien – betalt af EU som et frynsegode i forbindelse med mit arbejde, tænkte jeg så over, hvilket et af disse tilbud jeg skulle tage i mod. Der var frit valg på alle hylder og jeg var flyvende. Indtil nemesis ramte og sendte mig på hospitalet i Danmark uden mulighed for at have et valg. Dengang var jeg ikke så taknemmelig for dén drejning i min livsbane, som jeg er i dag. Men meget vand er løbet under broen og når man selv har børn, forstår man ligesom det der med “dødeligheden” og alvoren en lille smule bedre. 

I kølvandet på min operation i ungdomsårene, skete der en hel del med mit livssyn og for en stund drømte jeg ikke nær s¨å vidt og bredt som før. Jeg havde mere travlt med at finde mit ståsted igen. Efter nogle år begyndte jeg dog at drømme igen. Min udlængsel tog igen fat i mig og jeg havnede igen igen – i Spanien. Der var ligesom noget jeg ikke var blevet færdig med. Det har der været med dette land i flere omgange og af mange rationelle grunde, har det været frem og tilbage mellem Danmark og Spanien med korte og lange perioder mellem mine ophold.

Den sidste periode – hvor min mand og jeg rejste sammen til Danmark i 2004 og bosatte os dér, havde vi jo den der drøm om at vi skulle tilbage. Den levede i bedste velgående og på et eller andet tidspunkt opdagede jeg, at jeg hele tiden holdt min distance til livet rundt om mig, fordi vi jo skulle tilbage. Det kom vi bare ikke. Drømmen blev til en kæmpe frustration og en utopisk selvfortælling, jeg tilsidst blev så træt af at høre mig selv berette om. Indtil jeg en dag opdagede, at jeg gik rundt og var så forbandet mellemfornøjet med mit liv, at jeg ikke kunne holde mig selv ud længere.

Så valgte jeg en anden tilgang og skrev en seddel, hvor jeg i punktform noterede de ting, der skulle til for at jeg kunne være glad og tilfreds dér, hvor vi var på daværende tidspunkt; I provinsen med fuldtidsarbejde og 2 børn. Mentalt måtte jeg lægge “drømmen”, om at komme væk, på hylden og være mere tilstede i mit liv.  

Den strategi indebar blandt andet, at jeg aktivt måtte lave nogle prioriteringer og se på mine muligheder i stedet for at sumpe rundt i mine begrænsninger. Det var rigtig rigtig svært. Men set i bagklogskabens lys, handler det måske slet ikke så meget om at drømme. Men mest om at leve det liv, man synes man mest fortjener, mens man kaster rationaliterne og dertilhørende angst over bord og prøver sig frem for at se om det brister eller bærer. 

Gad vide om jeg også står ved ovenstående ord om en måned, når vi er landet i Danmark og pengekassen er tom og jeg ikke har et job at vende tilbage til? 

La familia

I går var jeg – af mærkelige årsager – blevet inviteret med til at fejre en butiksåbning i Granada. Jeg vidste ikke helt om jeg egentlig skulle tage afsted. Det der i første omgang holdte mig tilbage, var at jeg ikke kendte et levende øje og selvom jeg godt nok har haft en del kontakt med ejerne af butikken, er vores kendskab til hinanden stadig ret perifært. At troppe op – ene mand til sådan en omgang – “guderne skal vide hvad” – krævede altså at samle en hel del mod.

Mod som jeg ikke helt vidste, om jeg havde. MEN jeg havde lyst til at komme ud. Lyst til at tage migselv i nakken og komme afsted. Lyst til at se, hvordan det ville gå.

I mit baghoved måtte jeg slås med en lille usikker mig, der ikke helt vidste om jeg nu også ville passe ind i et klientel, som helt sikkert ville være så uendeligt spansk som det overhovedet kunne blive.

Afsted kom jeg dog. Med en hjemmegjort pakke under armen og en påtaget fanden-i-voldskhed, jeg endnu ikke helt besad, landede jeg altså midt i en stopfyldt butik af megastor familie og vennekreds. Dem der ikke var plads til inde i butikken stod og hyggede sig i den lune aftenluft ude på gaden. Stemningen var høj! Jeg blev mødt af smilende mennesker og et varmt klem fra den ene af ejerne, som med et fast tag i hånden præsenterede mig for de 5 nærmeste mennesker.

Ganske overvældende – varm – velkomst. Herefter sørgede hun for at der var et menneske, der tog sig godt af mig og fik mig til at føle mig velkommen. OG sådan gik det til at jeg i en time gik på omgang, glemte alt om usikkerhed og blev præsenteret for (næsten alle). Jeg har faktisk aldrig – i hele mit liv – oplevet, at der var nogen, der på den måde tog sig “af mig” og mit velbefindende. Sørgede for at præsentere mig videre i inderkredsen, som havde jeg en status af andet en storsnakkende 3-børns mor fra Danmark.

Sidst på aftenen skulle butikken lukke og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Går man hjem? Hvor skulle de andre hen? Kan man følge efter? Bør man? Jeg var fuld af spørgsmål, som jeg ikke helt formåede at stille. Så jeg stillede mig afventende hen til buffeen og stod lidt der og så travl ud i 5 min, inden der kom en søster til en eller anden og beslutsomt tog mig under armen og proklamerede at jeg jo selvfølgelig skulle med “La familia”.  På en Plaza i nærheden blev jeg så smidt på en stol, givet en drink og morede mig indtil baren lukkede 3 timer senere, sammen med min nye familia, som så behørigt adopterede mig på stedet.

Mit hjerte løber over af taknemmelighed og ren og skær forundring over, hvorfor vi ikke gør sådan i Danmark. Sørger noget mere for hinanden – de fremmede? Tager et ansvar for dem, der trænger til at blive taget lidt i hånden? Bruger en lille smule velvilje og tid på at gøre noget for nogle “af de fremmede” vi møder i vores dagligdag. Deler lidt mere ud af os selv?

Følelsen af at blive lukket ind og accepteret på tværs af kulturelle og sproglige barrierer er altafgørende for “integrationen”. Ydmyghed og taknemmelighed kører man langt på literen på!