Dag 1 – vis mig dit køkkenbord

Min mand, svigermor og vores to drenge er taget til Legoland. Jeg har kysset to Star Wars figurer farvel og vores mindste sover (indtil videre) i sin barnevogn. Jeg har alenetid. Barn nummer 3 har endelig fået mine øjne op for, at der må prioriteres. Jeg kunne bruge min tid på bjergene af vasketøj eller et køkkenbord, der ser ud som om det er eksploderet. Men jeg vil hellere bruge min tid på – Mig. Kender du skismaet? At lade stå til og skabe sin oase, mens alt det andet bliver, hvor det er?

Jeg har en kollega, som er så ordentlig, at det gør ondt. I virkeligheden ville jeg nok gerne være ligeså ordentlig – men i bund og grund, vil jeg hellere alt muligt andet, når jeg står og skal vælge, hvad mindstens sovetid skal bruges til. Her sidder jeg så i vores levehjem og tænker at livet er rart og at der er en tid til alting. Jeg har måttet lære mig selv, at det er sådan det er her. At min grænse går ved madrester på gulvet og ulækre toiletter. At mine børn ikke skal være et billede på vores præstationsræs, men altid skal have rent tøj på. At jeg vil bruge min tid på at være kreativ og at det er det indre, der til hver en tid, har den største værdi. Værdidebat kogt ned til et køkkenbord og et rodet hjem. Er det i virkeligheden så simpelt? Eller handler det om, at vi som mennesker til stadighed må kæmpe for at skabe vores eget rum, hvor der er plads til andet end glansbilledeversionen på instagram og andre sociale medier?

Mit eksploderede køkkenbord kommer hverken på instagram eller fjæsen. Instagram bruger jeg til “hej, se hvad jeg har lavet” – ren præstationsrus og jagt på krea-inspiration. Facebook overvejer jeg at lukke ned for, men ender altid med at laden stå til, fordi der alligevel er så mange jeg er bange for at miste kontakten helt med. Og mine “venner” har nok ikke den store interesse i at se mit køkkenbord. De rigtige af slagsen ved alligevel godt at det er sådan her ser ud. Alle de andre ved det næppe og jeg har ikke noget ønske om at delagtiggøre dem i det. Også selvom at det viser et meget godt billede af os – som familie. Køkkenbordet sladrer.

Fra den ene ende til den anden fortæller det historien om os. Længst væk står to frugtskåle for vi spiser meget frugt og grønt. Ved siden af står resten af rødvinen, vi brugte til Tinto de verano i går aftes, da børnene sov. Morgenes thekopper og havregrødsefterladenskaber optager også en del plads, sammen med en sutteflaske den mindste fik, mens mine bryster og jeg indtog rollen som fodboldmor for vores ældste dreng. Der står også en vodkaflaske med mormors hjemmelavede saft. (min mor er glad for genbrug selv om hun ikke selv drikker alkohol). Slutteligt hvisker køkkenbordet at vi også har kat. Den er et kapitel for sig selv, men den er vores – og bliver nogle gange sulten. Fik jeg nævnt at køkkenet er min mands domæne? Det er ham der laver mad – altid. Faktisk tror mine store drenge ikke helt på at jeg kan – altså lave mad. Det irreterer mig nogle gange, men jeg er mest lettet over at min mand gør det og den taknemmelighed fylder mere end min egen lyst til at bevise overfor børnene, at jeg også godt kan.

 

Reklamer

KontaktKUNST

Photo 28-02-13 20.16.26

 

Vi har stillet et hold. Veninden og jeg. Det her lidt ude i hampen men det giver sommerfugle i maven. Det er DR’s kunstklub, der har fundet på det. Kontaktkunst. Jeg kan ikke helt forklare, hvad det er – sådan vupti – men det bliver sjovt, og det indbefatter andre mennesker.

Sådan noget kan jeg godt lide. Og veninden har altid ja-hatten på og lyst til eventyr. Det er heldigt, for det bringer os ud af vores faste rammer. Vores mænd synes vi er tossede. Vores børn synes vi er sjove. De kan også godt lide eventyr.

I morgen kommer den første udfordring. Jeg kan næsten ikke vente.

Provinslove

Jeg ved ikke om det er her, jeg bliver. Hverken her på bloggen eller her i byen.

Bloggen er ny. Første indlæg lige nu. Byen er gammel. Vi har været her i 5 år. Min mand og jeg – og vores børn. Vores første havde lige et par år i en endnu mindre by, inden vi købte hus her. Nummer to’eren var præcis 14 dage gammel, da vi flyttede ind og nummer 3 har nu 6 måneder på bagen i huset. Vores Rønne. Inkarnationen af et hjem med manglende perfektioner. Vi har ingen glansbilleder. Det er råt for usødet. Det er uprætentiøst, men helt perfekt til at leve i. Vi har et levehjem – på godt og ondt.

Hvorfor havnede vi her?

De to første år vi boede her var svaret simpelt. Det var det eneste sted vi havde råd til at købe et hus, der opfyldte vores behov for:

– en lille have, der ikke krævede for meget “arbejde”

– tæt på centrum og bus/tog forbindelser væk herfra.

– nok værelser til at bonusbørn kunne få deres egne værelser, når de flyver ind fra London.

– muligheder for at arbejde på skoler med et større kulturel og sprolig spredning i klientellet, end den første provinsby vi havnede i.

Jeg ved ikke helt, hvad vi havde tænkt os, men behovet for at komme væk fra lillebyen med de 15.000 indbyggere var stor. Min mand ville til København, men jeg ville være i nærheden af min familie. Det var ham, der gik på kompromis. Det har det faktisk været lige så længe, som vi har boet her.

Hvis han kunne vælge, boede vi i Spanien igen. Det var dér, vi boede, da vi mødte hinanden for 9 et halvt år siden. LANG historie. Længslen efter at komme tilbage sidder der stadig. Hans holdning til dansk kultur og dansken er ikke så positiv. Det er han til gengæld med hensyn til så meget andet. Bl.a at vi har glade børn og mange goder. “Faldet til” – det er han tilgengæld aldrig.

Men det er her vi er. Det rene cirkus. 3 børn – nogle gange 5 (fra 6 måneder til 20 år) – en skolelærermor (der også slår folderne som oversætter og lærerbogsforfatter) og en computerprogrammør, med helt vildt meget hjerterum og kærlighed. Det er os  med provinslove. Kort fortalt. OS.

Provinslove:

– som i kærlighed i provinsen.

Provinslove:

– som i alle de uskrevne regler ligusterfascisterne har bestemt.

Får du aldrig lyst til at gøre oprør i provinsen?