Noget om at drømme …

På et eller andet tidspunkt i mit voksne liv, gik det op for mig, at jeg burde stoppe med at drømme så meget og leve lidt mere i nuet. I mine ungdomsår drømte jeg vildt og voldsomt og havde en idé om at verden lå for mine fødder. Det gjorde den for så vidt også indtil den sommer, hvor jeg fyldte19 og en læge i Spanien fandt ud af, at jeg var alvorligt syg og måtte sendes hjem til Danmark hurtigst muligt for at blive hasteopereret i hjertet. 

Da det skete, var jeg på daværende tidspunkt meget aktiv i en NGO med hovedsæde i Amsterdam og rejste Europa tyndt, mens jeg kæmpede for skoleelevers rettigheder på Europæisk plan. Det var et spændende arbejde og jeg oplevede bla at blive tilbudt forskellige attraktive jobs i den henseende. Mens jeg var på sprogkursus i spanien – betalt af EU som et frynsegode i forbindelse med mit arbejde, tænkte jeg så over, hvilket et af disse tilbud jeg skulle tage i mod. Der var frit valg på alle hylder og jeg var flyvende. Indtil nemesis ramte og sendte mig på hospitalet i Danmark uden mulighed for at have et valg. Dengang var jeg ikke så taknemmelig for dén drejning i min livsbane, som jeg er i dag. Men meget vand er løbet under broen og når man selv har børn, forstår man ligesom det der med “dødeligheden” og alvoren en lille smule bedre. 

I kølvandet på min operation i ungdomsårene, skete der en hel del med mit livssyn og for en stund drømte jeg ikke nær s¨å vidt og bredt som før. Jeg havde mere travlt med at finde mit ståsted igen. Efter nogle år begyndte jeg dog at drømme igen. Min udlængsel tog igen fat i mig og jeg havnede igen igen – i Spanien. Der var ligesom noget jeg ikke var blevet færdig med. Det har der været med dette land i flere omgange og af mange rationelle grunde, har det været frem og tilbage mellem Danmark og Spanien med korte og lange perioder mellem mine ophold.

Den sidste periode – hvor min mand og jeg rejste sammen til Danmark i 2004 og bosatte os dér, havde vi jo den der drøm om at vi skulle tilbage. Den levede i bedste velgående og på et eller andet tidspunkt opdagede jeg, at jeg hele tiden holdt min distance til livet rundt om mig, fordi vi jo skulle tilbage. Det kom vi bare ikke. Drømmen blev til en kæmpe frustration og en utopisk selvfortælling, jeg tilsidst blev så træt af at høre mig selv berette om. Indtil jeg en dag opdagede, at jeg gik rundt og var så forbandet mellemfornøjet med mit liv, at jeg ikke kunne holde mig selv ud længere.

Så valgte jeg en anden tilgang og skrev en seddel, hvor jeg i punktform noterede de ting, der skulle til for at jeg kunne være glad og tilfreds dér, hvor vi var på daværende tidspunkt; I provinsen med fuldtidsarbejde og 2 børn. Mentalt måtte jeg lægge “drømmen”, om at komme væk, på hylden og være mere tilstede i mit liv.  

Den strategi indebar blandt andet, at jeg aktivt måtte lave nogle prioriteringer og se på mine muligheder i stedet for at sumpe rundt i mine begrænsninger. Det var rigtig rigtig svært. Men set i bagklogskabens lys, handler det måske slet ikke så meget om at drømme. Men mest om at leve det liv, man synes man mest fortjener, mens man kaster rationaliterne og dertilhørende angst over bord og prøver sig frem for at se om det brister eller bærer. 

Gad vide om jeg også står ved ovenstående ord om en måned, når vi er landet i Danmark og pengekassen er tom og jeg ikke har et job at vende tilbage til?