Nedslag i hverdagen

Vores hverdag i Spanien er noget anderledes, end den var derhjemme. For hjemme i Danmark var hverdagen skrevet ind i vores familiekalender for at holde nogenlunde styr på 5 familiemedlemmers forskellige gøremål. Inden jeg gik på barsel sidste år stressede det mig helt enormt bare at komme i nærheden af vores familiekalender og min sociale overlevelsesstrategi, var noget i nærheden af: kom hvis du eller dine børn har lyst. Vi er næsten helt sikkert hjemme. Jeg undgik mildest talt alt der mindede om planlægning og organisering. Det fik jeg så rigeligt af på mit arbejde som skolelærer og jeg havde et kæmpe behov for ikke at skulle leve mit familieliv i evig skemalægning og vikardækning pga uforset sygdom med mere. SÅ gik jeg på barsel – sidste år ved sommerferietid og gik helt ned i gear. 

Det var så sundt, for utilstrækkelighedsfølelsen – den arbejdsmæssige – lå og lurede lige i overfladen og barslen fik mig til at stoppe lidt op og mærke efter. Både i forhold til mig selv, men også i forhold til min familie. Kort fortalt endte det med at jeg søgte om et års ubetalt orlov og at min mand og jeg bestemte os for at bruge vores sparepenge på at tage til Spanien i 4 måneder. 

Nu sidder vi så her – i vores nye hverdag – der byder på så meget nyt, men også har fundet sin egen rytme. Den ser nogenlunde sådan ud:

kl. 8.00 – huset vågner. Jeg starter som regel dagen med en kop kaffe og en tur oppe på tagterassen, hvor jeg har en fantastisk udsigt over byen. Vores drenge på 5 og 7 leger sammen og vores pige, der lige er fyldt et år, nuller rundt – indtil morgenmaden er klar.

kl. 9.30-10.00 Hjemmeskolen starter. Normalt starter vi hjemmeskolen med morgensang, for at holde lidt fast i nogle af de rutiner, drengene normalt har i skolen. Det er hyggeligt og den lille synes, at det er sjovt at være med til at synge. Derefter taler vi om, hvad dagen skal indeholde. Begge drenge har nogle skolebøger med til Dansk og Matematik og det laver de hver dag i intervaller, der passer ind i den mindstes rytme. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det blev nødt til at være på hendes præmisser, for hun er ikke en særlig god undervisningsassistent. Drengene syntes heldigvis at det er ok. Hjemmeskolen forsætter for deres vedkommende normalt indtil kl. 17.00, fordi der er så mange afbræk. 

kl. 11 holder vi en længere pause, for den lille skal sove. Her får jeg normalvis en halv times tid til at vegetere.

kl. 12-13 spiser vi fælles frokost. Nogle gange tager jeg alle 3 børn med ud i byen og laver hjemmeundervisning, der har et bestemt fokus, som dækker nogle af de andre fag. I dag handlede det om stjerner og planeter, fordi drengene havde lagt mærke til at man kan se månen engang i mellem om dagen. En af fordelene ved hjemmeskole er helt sikkert at vi kan snakke os ind på et emne, der både er relevant og interesserer dem – samtidig med at det tager udgangspunkt i en læringslyst, der desværre ikke altid er så nem at få plads til i skolen. For mit eget vedkommende har jeg fundet ud af at jeg først rigtigt er ved at lære mine børn rigtig at kende. Det har været lidt vemodigt at indrømme, at jeg faktisk ikke – i vores gamle hverdag – levnede så meget plads til deres hoveder og de tanker, der var inden i dem. 

kl.14-17/18 – Spanien holder Siesta. ALT lukker og slukker. Det gør vi ikke helt, men vi er for det meste hjemme igen ved 15 tiden, hvor det passer med at den lille ofte tager lur nummer to. Mandag og onsdag går drengene til fodbold, men når der ikke er fodbold, er det normalvis tid til et mellemmåltid ved en 17.30 tiden. 

kl. 19.00 børn og forældre samles oppe ved parken. Jeg tager ofte drengene med ud, så de kan lege med de få kammerater, det på trods af deres manglende spanskkundskaber, er lykkedes dem at få. Jeg nyder at sidde sammen med de andre forældre og sludre, mens børnene leger. Mens vi er ude er min mand hjemme med den lille som han bader og gør klar til at putte, en halv times tid efter vi kommer hjem. Det er også ham, der sørger for maden. 

20.30 – Vi spiser aftensmad. Den lille er klar til at komme i seng lige her omkring, men hun plejer for det meste at være med til at spise, hvis hun ellers har sovet sine to lure. Indtil sengetid er der bad og leg for drengene. 

22.00 drengene ligger i deres seng og er klar til natten. Det er næsten altid min mand, der putter drengene og jeg starter ofte med at arbejde på dette tidspunkt. Hvis jeg er heldig og ellers har sovet ordentligt om natten, har jeg nu 2 -3 timer, hvor jeg ikke bliver forstyrret og enten kan arbejde med de oversættelser, jeg har får ind, ellers skriver jeg videre på en ide til en ny bog, som jeg håber mit forlag vil udgive. 

Jeg går i seng mellem kl. midnat og 01. Det er lidt underligt at være så sent oppe, men hele familiens døgndrift måtte rykkes et par timer for at passe ind i det spanske og det fungerer faktisk ganske glimrende. 

Cirkusfamilien rykker sydpå

Om 17 dage flytter cirkusfamilien 4 måneder til Spanien.

Det har taget flere måneder at nå til beslutningen om at GØRE det. Der er alt muligt praktisk involveret, når man sådan går med en drøm om at pakke familien sammen og flytte ud af hverdagen og ind i en anden slags hverdag.

Først var der hele diskussionen om, hvor vi skulle hen. Jeg ville gerne til Vietnam, for jeg har aldrig rejst i østen og Vietnam var det land jeg umiddelbart – bare gerne ville til. Min mand synes ikke lige at han kunne overskue at have en baby med i rygsækken. Den tanke havde jeg ikke engang overvejet – jeg sad bare med min urationelle impulser, der bare ville til Vietnam. Min mand ville dog gerne væk og da vi stadig har nogle rødder i Spanien og min mand på sigt gerne vil flytte tilbage, blev det dér den diskussion landede.

Så langt så godt. Så var der spørgsmålet om, hvor længe – det var egentlig nemt at besvare: for lidt over 3 ugers ferie og 3 måneders dagpenge, der kan tages med til et andet EU land, hvis man søger arbejde, gav ligesom sig selv. Det var nemt nok for mig, for på daværende tidspunkt havde jeg forlænget min barsel med 14 uger og kunne sagtens rykke rundt, hvor det passede mig. Jeg havde endda tidligere fået udbetalt min efterløn og øremærket dem til samme formål, så pengene var der ikke det store spørgsmål ift.

MEN når det så er sagt, så kom spørgsmålene om drengenes skolegang, kammerater og deres hverdag ind over. Det snakkede vi også længe om, indtil vi blev enige om at de skulle hjemmeskoles af mig i de 4 måneder. Som lærer kunne jeg jo nok finde ud af det (GISP)! Kammeraterne og hverdagen som de elsker, må de lære at undvære – og vi kommer jo tilbage. (siger vi til os selv, når tvivlen kommer os tilgode).

Og nu er vi så næsten på vej og der hersker kaos. Vi forsøger at få set så mange mennesker som muligt – både for vores og vores børns skyld, samtidig med at vi (jeg) har daglige mailkorrespondancer med den ejendomsmægler, der skal sørge for at vi kan leje det hus vi har udset os.

Vi krydser fingre, for vi er på ukendt farvand. Jeg taler stadig en smule spansk, men kommer også til kort, når vi skal forhandle salær for leje af hus og så videre og så videre. Og ligenu venter vi på at hun (vores ejendomsmægler) får f….. ud og sender os en kontrakt, så vi snart kan puste ud og begynde at gøre klar til afrejse uden at bekymre os om taget over hovedet. Mañana Mañana – er der endnu en dag er også en af de ting, vi siger til os selv, mens vi navigerer rundt i umiddelbart kaos og kigger på vores børn, der heldigvis ikke lader sig mærke med det store. Det er vigtigere for dem, at vi skal i Legoland i morgen.

Heldigvis!