La familia

I går var jeg – af mærkelige årsager – blevet inviteret med til at fejre en butiksåbning i Granada. Jeg vidste ikke helt om jeg egentlig skulle tage afsted. Det der i første omgang holdte mig tilbage, var at jeg ikke kendte et levende øje og selvom jeg godt nok har haft en del kontakt med ejerne af butikken, er vores kendskab til hinanden stadig ret perifært. At troppe op – ene mand til sådan en omgang – “guderne skal vide hvad” – krævede altså at samle en hel del mod.

Mod som jeg ikke helt vidste, om jeg havde. MEN jeg havde lyst til at komme ud. Lyst til at tage migselv i nakken og komme afsted. Lyst til at se, hvordan det ville gå.

I mit baghoved måtte jeg slås med en lille usikker mig, der ikke helt vidste om jeg nu også ville passe ind i et klientel, som helt sikkert ville være så uendeligt spansk som det overhovedet kunne blive.

Afsted kom jeg dog. Med en hjemmegjort pakke under armen og en påtaget fanden-i-voldskhed, jeg endnu ikke helt besad, landede jeg altså midt i en stopfyldt butik af megastor familie og vennekreds. Dem der ikke var plads til inde i butikken stod og hyggede sig i den lune aftenluft ude på gaden. Stemningen var høj! Jeg blev mødt af smilende mennesker og et varmt klem fra den ene af ejerne, som med et fast tag i hånden præsenterede mig for de 5 nærmeste mennesker.

Ganske overvældende – varm – velkomst. Herefter sørgede hun for at der var et menneske, der tog sig godt af mig og fik mig til at føle mig velkommen. OG sådan gik det til at jeg i en time gik på omgang, glemte alt om usikkerhed og blev præsenteret for (næsten alle). Jeg har faktisk aldrig – i hele mit liv – oplevet, at der var nogen, der på den måde tog sig “af mig” og mit velbefindende. Sørgede for at præsentere mig videre i inderkredsen, som havde jeg en status af andet en storsnakkende 3-børns mor fra Danmark.

Sidst på aftenen skulle butikken lukke og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Går man hjem? Hvor skulle de andre hen? Kan man følge efter? Bør man? Jeg var fuld af spørgsmål, som jeg ikke helt formåede at stille. Så jeg stillede mig afventende hen til buffeen og stod lidt der og så travl ud i 5 min, inden der kom en søster til en eller anden og beslutsomt tog mig under armen og proklamerede at jeg jo selvfølgelig skulle med “La familia”.  På en Plaza i nærheden blev jeg så smidt på en stol, givet en drink og morede mig indtil baren lukkede 3 timer senere, sammen med min nye familia, som så behørigt adopterede mig på stedet.

Mit hjerte løber over af taknemmelighed og ren og skær forundring over, hvorfor vi ikke gør sådan i Danmark. Sørger noget mere for hinanden – de fremmede? Tager et ansvar for dem, der trænger til at blive taget lidt i hånden? Bruger en lille smule velvilje og tid på at gøre noget for nogle “af de fremmede” vi møder i vores dagligdag. Deler lidt mere ud af os selv?

Følelsen af at blive lukket ind og accepteret på tværs af kulturelle og sproglige barrierer er altafgørende for “integrationen”. Ydmyghed og taknemmelighed kører man langt på literen på!

 

Reklamer

Lister – og noget om “tage pulsen på sit liv”

Jeg er en list-o-man! (hvis der da findes sådan en slags?) Jeg elsker lister. I alle afskygninger. Mest af alt skriver jeg huskelister. I dag sad jeg og kiggede igennem de 4 forskellige notesbøger, jeg har formået at få startet på, mens vi har været i Spanien og det er slående, hvor anderledes mit liv er i Spanien.

Tidligere – mens jeg arbejdede på skolen – skrev jeg mest af alt alenlange lister over de 117 forskellige ting, jeg som lærer, skulle huske. Disse lister indeholdt ofte mange punkter med kontakt til forældre og andre lærere, og det optog en stor del af min dagligdag, at komme til bunds i jobmæssige gøremål. 

En anden slags lister – var ønskelister. Ikke den slags med ting, jeg ønskede til mig selv – men ønsker, der handlede om projekter, jeg godt kunne tænke mig at lave i fremtiden. Ideerne var mange, men tiden til at udføre dem, var mangelfuld. Det syntes jeg var frustrende og for at få en lille smule forløsning for krea-manien, var min skoletaske altid pakket med enten et strikketøj eller et hækleprojekt. Så kunne jeg lige lave lidt i et frikvarter, hvis ikke jeg havde gårdvagt.

Den første slags liste er helt ude af mit liv for tiden – og det er en lettelse, for det ender med at blive et åg, når man altid SKAL noget inden man kan overgive sig til sin lyst.

Den anden slags lever stadig i bedste velgående, men jeg reagerer ikke længere med frustration, når jeg kigger på dem. I stedet har jeg nået til et sted i mit liv, hvor jeg glæder mig over, at der ligger så mange spændende ting og venter på mig ude i horisonten. 

Og det er ikke fordi jeg har fået mere tid i hverdagen – men min orlov har givet mig “lov” til at bruge  de fleste af timerne om aftenen på det, jeg har lyst til. 

fx. fik jeg lyst til at udfylde denne liste – inspireret af Pip på bloggen Meet me at Mikes. Hun kalder det “taking stock”. Jeg har valgt at “tage pulsen på mit liv” lige nu:

Laver: strikker på et nyt mønster, jeg er ved at skrive. 

Drikker: en øl lige nu, men ellers drikker jeg mest vand, for det er stadig varmt i Spanien.

Læser: Kristin Lavransdatter af Sigrid Undset på min Kindle. Den havde jeg aldrig fået læst, men længe tænkt at jeg skulle læse en dag. Jeg læser den dog på engelsk for oversætteren, der oversatte den udgave jeg er i gang med, har fået flere priser for netop denne oversættelse.

Ønsker: en der kommer og gør rent.

Ser: på mine to drenge i sofaen, der sidder og ser en film inden de skal i seng. 

Spilder: nogen gange tiden med at vente på at Spanien holder op med at holde Siesta.

Ordner: alt for meget vasketøj

Bestemmer: mig for at bruge tiden på min familie.

Nyder: at sommeren varer ved, fordi vi er i Spanien. Jeg er meget mere til sommer end vinter. 

Venter: På at høre nyt fra et forlag. 

Elsker: at livet i Spanien leves mere udenfor end i Danmark.

Under mig over: At der er så mange hundelorte på gaden i Spanien. 

Grubler over: Hvordan jeg gør børnene bedre rustede til at klare sprogbarriererne

Ser: slet ikke fjernsyn eller film lige for tiden. 

Håber: at vores mindste datter stadig husker min mor, når hun ser hende igen om et par måneder. 

Overraskes over: Hvor mange søde mennesker, jeg har i mit liv. 

Forundres over: Hvor kort tid det faktisk tog at tage os selv i nakken og komme afsted. 

Behøver: ikke mere end det jeg har. 

Lugter: til jasminen udenfor vores vindue. 

Bærer (tøj): sandaler, shorts og en t-shirt

Følger: en masse gode blogs og IG’ere

Finder ud af: at jeg burde få styr på det skred jeg fik i hoften, da jeg fødte, så jeg kan komme igang med at løbe igen. 

Ved: at jeg får det gjort en dag. 

Tænker: at jeg er på rette vej, men skal lade være med at tænke for meget, for den økonomiske ustabilitet gør mig lidt panikken. 

Bruger penge på: garn og notesbøger

Griner ad: mine børn, som på mange måder er så sjove. Især den mindste, som er ved at få tænder og nogle gange opfører sig som en hund med rabies. Sidst bed hun vores mellemste søn i næsen. 

Græder over: heldigvis ikke så meget, men sidst jeg græd var det over en læges beretning fra krigen i Syrien. Mine tårer begyndte at falde, da han berettede om en pige på 2, der kun overlevede, fordi hendes søster, der bar hende i armene, blev ramt af kuglen i stedet. Sådan noget går rent ind og jeg har INTET filter. Jeg synes, det er så uendeligt meningsløst. 

 

Nedslag i hverdagen

Vores hverdag i Spanien er noget anderledes, end den var derhjemme. For hjemme i Danmark var hverdagen skrevet ind i vores familiekalender for at holde nogenlunde styr på 5 familiemedlemmers forskellige gøremål. Inden jeg gik på barsel sidste år stressede det mig helt enormt bare at komme i nærheden af vores familiekalender og min sociale overlevelsesstrategi, var noget i nærheden af: kom hvis du eller dine børn har lyst. Vi er næsten helt sikkert hjemme. Jeg undgik mildest talt alt der mindede om planlægning og organisering. Det fik jeg så rigeligt af på mit arbejde som skolelærer og jeg havde et kæmpe behov for ikke at skulle leve mit familieliv i evig skemalægning og vikardækning pga uforset sygdom med mere. SÅ gik jeg på barsel – sidste år ved sommerferietid og gik helt ned i gear. 

Det var så sundt, for utilstrækkelighedsfølelsen – den arbejdsmæssige – lå og lurede lige i overfladen og barslen fik mig til at stoppe lidt op og mærke efter. Både i forhold til mig selv, men også i forhold til min familie. Kort fortalt endte det med at jeg søgte om et års ubetalt orlov og at min mand og jeg bestemte os for at bruge vores sparepenge på at tage til Spanien i 4 måneder. 

Nu sidder vi så her – i vores nye hverdag – der byder på så meget nyt, men også har fundet sin egen rytme. Den ser nogenlunde sådan ud:

kl. 8.00 – huset vågner. Jeg starter som regel dagen med en kop kaffe og en tur oppe på tagterassen, hvor jeg har en fantastisk udsigt over byen. Vores drenge på 5 og 7 leger sammen og vores pige, der lige er fyldt et år, nuller rundt – indtil morgenmaden er klar.

kl. 9.30-10.00 Hjemmeskolen starter. Normalt starter vi hjemmeskolen med morgensang, for at holde lidt fast i nogle af de rutiner, drengene normalt har i skolen. Det er hyggeligt og den lille synes, at det er sjovt at være med til at synge. Derefter taler vi om, hvad dagen skal indeholde. Begge drenge har nogle skolebøger med til Dansk og Matematik og det laver de hver dag i intervaller, der passer ind i den mindstes rytme. Jeg fandt ret hurtigt ud af, at det blev nødt til at være på hendes præmisser, for hun er ikke en særlig god undervisningsassistent. Drengene syntes heldigvis at det er ok. Hjemmeskolen forsætter for deres vedkommende normalt indtil kl. 17.00, fordi der er så mange afbræk. 

kl. 11 holder vi en længere pause, for den lille skal sove. Her får jeg normalvis en halv times tid til at vegetere.

kl. 12-13 spiser vi fælles frokost. Nogle gange tager jeg alle 3 børn med ud i byen og laver hjemmeundervisning, der har et bestemt fokus, som dækker nogle af de andre fag. I dag handlede det om stjerner og planeter, fordi drengene havde lagt mærke til at man kan se månen engang i mellem om dagen. En af fordelene ved hjemmeskole er helt sikkert at vi kan snakke os ind på et emne, der både er relevant og interesserer dem – samtidig med at det tager udgangspunkt i en læringslyst, der desværre ikke altid er så nem at få plads til i skolen. For mit eget vedkommende har jeg fundet ud af at jeg først rigtigt er ved at lære mine børn rigtig at kende. Det har været lidt vemodigt at indrømme, at jeg faktisk ikke – i vores gamle hverdag – levnede så meget plads til deres hoveder og de tanker, der var inden i dem. 

kl.14-17/18 – Spanien holder Siesta. ALT lukker og slukker. Det gør vi ikke helt, men vi er for det meste hjemme igen ved 15 tiden, hvor det passer med at den lille ofte tager lur nummer to. Mandag og onsdag går drengene til fodbold, men når der ikke er fodbold, er det normalvis tid til et mellemmåltid ved en 17.30 tiden. 

kl. 19.00 børn og forældre samles oppe ved parken. Jeg tager ofte drengene med ud, så de kan lege med de få kammerater, det på trods af deres manglende spanskkundskaber, er lykkedes dem at få. Jeg nyder at sidde sammen med de andre forældre og sludre, mens børnene leger. Mens vi er ude er min mand hjemme med den lille som han bader og gør klar til at putte, en halv times tid efter vi kommer hjem. Det er også ham, der sørger for maden. 

20.30 – Vi spiser aftensmad. Den lille er klar til at komme i seng lige her omkring, men hun plejer for det meste at være med til at spise, hvis hun ellers har sovet sine to lure. Indtil sengetid er der bad og leg for drengene. 

22.00 drengene ligger i deres seng og er klar til natten. Det er næsten altid min mand, der putter drengene og jeg starter ofte med at arbejde på dette tidspunkt. Hvis jeg er heldig og ellers har sovet ordentligt om natten, har jeg nu 2 -3 timer, hvor jeg ikke bliver forstyrret og enten kan arbejde med de oversættelser, jeg har får ind, ellers skriver jeg videre på en ide til en ny bog, som jeg håber mit forlag vil udgive. 

Jeg går i seng mellem kl. midnat og 01. Det er lidt underligt at være så sent oppe, men hele familiens døgndrift måtte rykkes et par timer for at passe ind i det spanske og det fungerer faktisk ganske glimrende. 

Cirkusfamilien rykker sydpå

Om 17 dage flytter cirkusfamilien 4 måneder til Spanien.

Det har taget flere måneder at nå til beslutningen om at GØRE det. Der er alt muligt praktisk involveret, når man sådan går med en drøm om at pakke familien sammen og flytte ud af hverdagen og ind i en anden slags hverdag.

Først var der hele diskussionen om, hvor vi skulle hen. Jeg ville gerne til Vietnam, for jeg har aldrig rejst i østen og Vietnam var det land jeg umiddelbart – bare gerne ville til. Min mand synes ikke lige at han kunne overskue at have en baby med i rygsækken. Den tanke havde jeg ikke engang overvejet – jeg sad bare med min urationelle impulser, der bare ville til Vietnam. Min mand ville dog gerne væk og da vi stadig har nogle rødder i Spanien og min mand på sigt gerne vil flytte tilbage, blev det dér den diskussion landede.

Så langt så godt. Så var der spørgsmålet om, hvor længe – det var egentlig nemt at besvare: for lidt over 3 ugers ferie og 3 måneders dagpenge, der kan tages med til et andet EU land, hvis man søger arbejde, gav ligesom sig selv. Det var nemt nok for mig, for på daværende tidspunkt havde jeg forlænget min barsel med 14 uger og kunne sagtens rykke rundt, hvor det passede mig. Jeg havde endda tidligere fået udbetalt min efterløn og øremærket dem til samme formål, så pengene var der ikke det store spørgsmål ift.

MEN når det så er sagt, så kom spørgsmålene om drengenes skolegang, kammerater og deres hverdag ind over. Det snakkede vi også længe om, indtil vi blev enige om at de skulle hjemmeskoles af mig i de 4 måneder. Som lærer kunne jeg jo nok finde ud af det (GISP)! Kammeraterne og hverdagen som de elsker, må de lære at undvære – og vi kommer jo tilbage. (siger vi til os selv, når tvivlen kommer os tilgode).

Og nu er vi så næsten på vej og der hersker kaos. Vi forsøger at få set så mange mennesker som muligt – både for vores og vores børns skyld, samtidig med at vi (jeg) har daglige mailkorrespondancer med den ejendomsmægler, der skal sørge for at vi kan leje det hus vi har udset os.

Vi krydser fingre, for vi er på ukendt farvand. Jeg taler stadig en smule spansk, men kommer også til kort, når vi skal forhandle salær for leje af hus og så videre og så videre. Og ligenu venter vi på at hun (vores ejendomsmægler) får f….. ud og sender os en kontrakt, så vi snart kan puste ud og begynde at gøre klar til afrejse uden at bekymre os om taget over hovedet. Mañana Mañana – er der endnu en dag er også en af de ting, vi siger til os selv, mens vi navigerer rundt i umiddelbart kaos og kigger på vores børn, der heldigvis ikke lader sig mærke med det store. Det er vigtigere for dem, at vi skal i Legoland i morgen.

Heldigvis!