Cirkusfamilien rykker sydpå

Om 17 dage flytter cirkusfamilien 4 måneder til Spanien.

Det har taget flere måneder at nå til beslutningen om at GØRE det. Der er alt muligt praktisk involveret, når man sådan går med en drøm om at pakke familien sammen og flytte ud af hverdagen og ind i en anden slags hverdag.

Først var der hele diskussionen om, hvor vi skulle hen. Jeg ville gerne til Vietnam, for jeg har aldrig rejst i østen og Vietnam var det land jeg umiddelbart – bare gerne ville til. Min mand synes ikke lige at han kunne overskue at have en baby med i rygsækken. Den tanke havde jeg ikke engang overvejet – jeg sad bare med min urationelle impulser, der bare ville til Vietnam. Min mand ville dog gerne væk og da vi stadig har nogle rødder i Spanien og min mand på sigt gerne vil flytte tilbage, blev det dér den diskussion landede.

Så langt så godt. Så var der spørgsmålet om, hvor længe – det var egentlig nemt at besvare: for lidt over 3 ugers ferie og 3 måneders dagpenge, der kan tages med til et andet EU land, hvis man søger arbejde, gav ligesom sig selv. Det var nemt nok for mig, for på daværende tidspunkt havde jeg forlænget min barsel med 14 uger og kunne sagtens rykke rundt, hvor det passede mig. Jeg havde endda tidligere fået udbetalt min efterløn og øremærket dem til samme formål, så pengene var der ikke det store spørgsmål ift.

MEN når det så er sagt, så kom spørgsmålene om drengenes skolegang, kammerater og deres hverdag ind over. Det snakkede vi også længe om, indtil vi blev enige om at de skulle hjemmeskoles af mig i de 4 måneder. Som lærer kunne jeg jo nok finde ud af det (GISP)! Kammeraterne og hverdagen som de elsker, må de lære at undvære – og vi kommer jo tilbage. (siger vi til os selv, når tvivlen kommer os tilgode).

Og nu er vi så næsten på vej og der hersker kaos. Vi forsøger at få set så mange mennesker som muligt – både for vores og vores børns skyld, samtidig med at vi (jeg) har daglige mailkorrespondancer med den ejendomsmægler, der skal sørge for at vi kan leje det hus vi har udset os.

Vi krydser fingre, for vi er på ukendt farvand. Jeg taler stadig en smule spansk, men kommer også til kort, når vi skal forhandle salær for leje af hus og så videre og så videre. Og ligenu venter vi på at hun (vores ejendomsmægler) får f….. ud og sender os en kontrakt, så vi snart kan puste ud og begynde at gøre klar til afrejse uden at bekymre os om taget over hovedet. Mañana Mañana – er der endnu en dag er også en af de ting, vi siger til os selv, mens vi navigerer rundt i umiddelbart kaos og kigger på vores børn, der heldigvis ikke lader sig mærke med det store. Det er vigtigere for dem, at vi skal i Legoland i morgen.

Heldigvis!

Reklamer