La familia

I går var jeg – af mærkelige årsager – blevet inviteret med til at fejre en butiksåbning i Granada. Jeg vidste ikke helt om jeg egentlig skulle tage afsted. Det der i første omgang holdte mig tilbage, var at jeg ikke kendte et levende øje og selvom jeg godt nok har haft en del kontakt med ejerne af butikken, er vores kendskab til hinanden stadig ret perifært. At troppe op – ene mand til sådan en omgang – “guderne skal vide hvad” – krævede altså at samle en hel del mod.

Mod som jeg ikke helt vidste, om jeg havde. MEN jeg havde lyst til at komme ud. Lyst til at tage migselv i nakken og komme afsted. Lyst til at se, hvordan det ville gå.

I mit baghoved måtte jeg slås med en lille usikker mig, der ikke helt vidste om jeg nu også ville passe ind i et klientel, som helt sikkert ville være så uendeligt spansk som det overhovedet kunne blive.

Afsted kom jeg dog. Med en hjemmegjort pakke under armen og en påtaget fanden-i-voldskhed, jeg endnu ikke helt besad, landede jeg altså midt i en stopfyldt butik af megastor familie og vennekreds. Dem der ikke var plads til inde i butikken stod og hyggede sig i den lune aftenluft ude på gaden. Stemningen var høj! Jeg blev mødt af smilende mennesker og et varmt klem fra den ene af ejerne, som med et fast tag i hånden præsenterede mig for de 5 nærmeste mennesker.

Ganske overvældende – varm – velkomst. Herefter sørgede hun for at der var et menneske, der tog sig godt af mig og fik mig til at føle mig velkommen. OG sådan gik det til at jeg i en time gik på omgang, glemte alt om usikkerhed og blev præsenteret for (næsten alle). Jeg har faktisk aldrig – i hele mit liv – oplevet, at der var nogen, der på den måde tog sig “af mig” og mit velbefindende. Sørgede for at præsentere mig videre i inderkredsen, som havde jeg en status af andet en storsnakkende 3-børns mor fra Danmark.

Sidst på aftenen skulle butikken lukke og jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Går man hjem? Hvor skulle de andre hen? Kan man følge efter? Bør man? Jeg var fuld af spørgsmål, som jeg ikke helt formåede at stille. Så jeg stillede mig afventende hen til buffeen og stod lidt der og så travl ud i 5 min, inden der kom en søster til en eller anden og beslutsomt tog mig under armen og proklamerede at jeg jo selvfølgelig skulle med “La familia”.  På en Plaza i nærheden blev jeg så smidt på en stol, givet en drink og morede mig indtil baren lukkede 3 timer senere, sammen med min nye familia, som så behørigt adopterede mig på stedet.

Mit hjerte løber over af taknemmelighed og ren og skær forundring over, hvorfor vi ikke gør sådan i Danmark. Sørger noget mere for hinanden – de fremmede? Tager et ansvar for dem, der trænger til at blive taget lidt i hånden? Bruger en lille smule velvilje og tid på at gøre noget for nogle “af de fremmede” vi møder i vores dagligdag. Deler lidt mere ud af os selv?

Følelsen af at blive lukket ind og accepteret på tværs af kulturelle og sproglige barrierer er altafgørende for “integrationen”. Ydmyghed og taknemmelighed kører man langt på literen på!

 

Reklamer

De små ting …

Vi er i Spanien, familien og jeg. Det er blevet hverdag – og selv om det er årets første efterårsmåned, er det stadig omkring de 25 – 30 grader.  Ikke den store grund til at skrive meget mere om det, når vejret derhjemme er vådt og temperaturen omkring de 13 grader. 

Inden vi tog afsted, havde jeg en forestilling om at jeg ville få masser af tid til at blogge, strikke/hækle, skrive på en ny bog og vegetere eller chille om man vil. Men ingen træer gror ind i himlen – så det er der ikke så meget af.

Inden vi tog afsted, havde jeg altså en noget naiv forestilling om Spanien som et sted, hvor JEG ville få mere tid til mig. Sådan blev det ikke! Alligevel havde jeg IKKE forestillet mig, at jeg:

– skulle bruge den 3 første uger på at ville hjem igen.

– skulle bruge tid på seriøst at overveje min families fremtid, fordi jeg pludselig sad og ikke kunne finde ud af, hvorfor jeg var så ulykkelig. 

– skulle pille alle mine ambitioner om hjemmeskole fra hinanden og langsomt stykke dem sammen igen, fordi mine “elever” græd som piskede hver dag i to uger, når mor trådte ind i hjemmeskolelærerrollen og prøvede at jonglere det hele med en undervisningsassistent på 1 år, som IKKE helt var med på det første hjemmeskolekoncept. (Hun var ligesom ikke den eneste).

– Skulle føle mig så afmægtig, at jeg bad min mand om lov til at rejse hjem uden ham, hvis min afmægtighed fortsatte. 

MEN …

Det gjorde den heldigvis ikke! 

Jeg ved ikke HVAD, der skete, men lige så stille – skridt for skridt – har vi fundet en dagligdag, vi alle er glade for. 

For børnenes vedkommende drejer det sig om at have fået nogle nye bekendskaber, som de om aftenen kan lege med, når forældre og børn ved en 18-19 tiden strømmer ud af deres huse og samles ved parken. Vi har flyttet vores aftensmadstidpunkt og spiser nu, ligesom de gør her, efter man har været ude at lege. 

For vores to store børn er deres trivsel helt proportionel med deres følelse af at have kontakt med andre børn. Der er selvfølgelig en del sprogbarrierer, men den ene taler fodboldsk (og det rækker langt) og den anden er god til at kravle i træer, med en af de andre drenge. 

For mit vedkommende drejer det sig om at være i kontakt med omverdenen. Ikke blot den store vide verden (fordi vi har fået internet) men også den nære verden. Mødet med de andre forældre om aftenen, når børnene leger. Relationer med familier som vores (og dem er der faktisk en del af) og ikke mindst ideen om at lave en Stitch’n bitch gruppe i byen. Jeg tænker at jeg tog ja-hatten på (ikke særlig bevidst) og begyndte at spørge rundt. Snakkede med alle og enhver, der på en eller anden måde ville kunne tænke at kunne hjælpe. Jeg spurgte ind til deres netværk. Opførte mig nok en smule desperat – men det har givet pote og folk (alle) har været så søde til at hjælpe. Min telefonbog er fyldt op med nye numre og selv om jeg ikke har brugt dem alle endnu, er der blevet foretaget mange opkald, hvor jeg har haft en knude i maven inden. Det er svært at udstille sine svagheder. At bede om hjælp. At være afhængig af andre mennesker. At forcere relationer. MEN det er endnu sværere at være alene. At se sine børn uden relationer og vide at det bliver ved, hvis ikke man aktivt gør noget. 

Dén aktive indstilling har båret frugt. Vi er glade. Drengene taler meget om deres nye “venner” og deres glæde over at være her. Savnet af det derhjemme er blevet mindre. Som familie er vi blevet tættere. Jeg – især – oplever, at min tilstedeværelse er blevet mere fokuseret og jeg elsker, at hjemmeskole ikke nødvendigvis handler om at udfylde bøger og hæfter. Men at tage kreativiteten og SAMTALEN i hånden og drage ud i verden med mine børn, mens vi sanser og leger. Det har der været alt for lidt af at tidligere og jeg sætter så uendelig stor pris på at have kastet mig og min familie ud på de tusind favne dybt vand og fundet ud af vi faktisk flyder ovenpå – og at jeg ikke behøver mere tid til mig selv. Men faktisk er allermest lykkelig lige nu, hvor jeg har mindre end tidligere, men er ved at lære mine børn rigtigt at kende.